Ny rapport om overgangen fra arbejdsliv til pensionsliv
De fleste bevarer et godt helbred, når de går på pension – men nogle er i særlig risiko for at få det værre, peger ny rapport fra Vidensråd for Forebyggelse på.
Det er en myte, at man får et dårligere helbred af at gå på pension. Forskningen viser, at mange har et uændret helbred eller ligefrem oplever forbedringer i den første tid efter pensionering. De får blandt andet længere søvn, lavere blodtryk og har mindre forbrug af smertestillende og antidepressiv medicin, og de bruger den livsændring, det er at gå på pension, som en anledning til at ændre vaner og bruge mere tid på fx fysisk aktivitet, madlavning og sociale aktiviteter, viser en ny rapport fra Vidensråd for Forebyggelse.
Der er dog nogle, for hvem det går den anden vej.
Rapporten ”Overgangen fra arbejdsliv til pensionsliv” samler den eksisterende forskning om, hvordan pension påvirker helbred, sundhedsadfærd og sociale relationer.
Særlige risikogrupper
Rapporten peger på, at visse grupper får ringere kognitive funktioner, øget risiko for hjerte-kar-sygdom, øget vægt og ensomhed ved overgangen til pension. Ligesom nogle ændrer adfærd i retning af mindre fysisk aktivitet, uhensigtsmæssige kostvaner og øget alkoholforbrug.
Det gælder især personer med kort uddannelse og lav indkomst. De har efter endt arbejdsliv generelt dårligere helbred og færre leveår uden funktionsbegrænsninger end personer med længere uddannelse og højere indkomst.
"Hvordan det udvikler sig afhænger blandt andet af, hvordan arbejdslivet har set ud, økonomi, sociale relationer og det generelle helbred inden overgangen til pension”, forklarer forperson for arbejdsgruppen bag rapporten, Lars Louis Andersen.
Lars Louis Andersen er rådsmedlem i Vidensråd for Forebyggelse og professor i sundt arbejdsliv ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Målrettet forebyggelsesindsats
Frem for generelle brede sundhedsfremme- og forebyggelsesindsatser kan det give mening for kommunerne at arbejde proaktivt med at målrette deres eksisterende sundhedsfremme- og forebyggelsesindsatser mod de grupper, der er i særlig risiko for at få et dårligere helbred og en mere uhensigtsmæssig sundhedsadfærd:
”I grove og overordnede træk vil det sige personer med kort uddannelse og lav indkomst, personer fra fysisk krævende jobs og enlige, selvom man skal være varsom med at generalisere, da der også er store individuelle forskelle inden for disse grupper”, uddyber Lars Louis Andersen.
Forskningen peger på, at større livsbegivenheder såsom skoleskift, forældreskab eller hospitalsindlæggelser kan være gunstige vinduer for livsstilsændringer, og arbejdsgruppen bag Vidensråd for Forebyggelses rapport vurderer, at også pensionsovergangen kan være et gunstigt tidspunkt for at understøtte sunde vaner.
Behov for mere viden
Der er meget sparsom forskning i effekten af indsatser omkring selve pensionsovergangen, og det er derfor vanskeligt at pege på, hvordan den målrettede sundhedsfremme- og forebyggelsesindsats skal se ud. Den begrænsede litteratur, der findes, peger på, at forebyggelsen bør kombinere støtte til sunde vaner med sociale fællesskaber og meningsfulde aktiviteter, der kan fastholdes i hverdagen. Samtidig peger studier på betydningen af forberedelse forud for overgangen til pensionslivet.
Men der er behov for at blive endnu klogere på, hvordan indsatserne konkret skal skrues sammen, og Vidensråd for Forebyggelses forperson, Berit L. Heitmann, efterlyser derfor, at der bliver lavet følgeforskning i indsatserne i de kommende år, så vi får et bedre grundlag for at udvikle og målrette indsatserne:
"Med den nye ældrelov får kommunerne større frihed til at udvikle forebyggelsesindsatsen. Det er en mulighed, men også et ansvar. Hvis vi ikke følger indsatserne systematisk, risikerer vi at bruge ressourcer på tilbud, som lyder fornuftige, men som vi ikke ved, om virker. Derfor bør nye indsatser så vidt muligt følges af forskning, så vi kan lære, hvad der faktisk forbedrer helbred, trivsel og funktionsevne ved overgangen til pension, og ikke mindst for hvem".
Find rapporten, der er støttet af TrygFonden, i venstrespalten.
Video
I samarbejde med produktionsselskabet Madeclear har vi samlet konklusionerne i rapporten "Overgangen fra arbejdsliv til pensionsliv" i en kort explainerfilm.
Filmen er målrettet aktører, der arbejder med sundhedsfremme og forebyggelse for borgere i pensionsovergangen. Den præsenterer litteraturen om helbredstilstand og sundhedsadfærd i pensionsovergangen, beskriver ulighed på området og peger på særlige risikogrupper, og viser hvorfor overgangen til pension kan være et gunstigt vindue for en sundhedsfremme- og forebyggelsesindsats i kommunerne.