De væsentligste pointer fra konference om vægtstigmatisering

”Tykhed er ikke en karakterbrist, og tykke mennesker er ikke tynde, som har fejlet”.

Det blev udgangsreplikken på den politiske konference om vægtstigmatisering, som Nationalt Center for Overvægt afholdt 9. november i samarbejde med Vidensråd for Forebyggelse. Ordene var Helene Thyrsteds. Hun er tykaktivist, og hun har mærket på egen krop og eget sind, hvordan det føles at blive stigmatiseret, fordi man har en høj vægt.

Og hun tilføjede:

”Uanset om tykhed er usundt eller ej, så må og kan sundhed ikke være afgørende for, om tykke mennesker skal behandles med respekt og værdighed”.

Temaet for konferencen var ”Stigmatisering af personer med overvægt” med særligt fokus på stigmatisering i sundhedsvæsenet. Formålet med den var at oplyse om stigmatisering, skabe debat og inspirere til, hvordan vi kommer den til livs.

Vi har her samlet et udpluk af de pointer, som forskerne præsenterede på scenen. Konferencen rummede også flere paneldebatter, som ikke er refereret her.

Vægtstigmatisering findes

Rammen blev sat af konferencens første oplægsholder, Rebecca Puhl, der er professor ved University of Connecticut. Hun slog fast, at mennesker med overvægt ofte er udsat for stigmatisering, diskrimination og mobning på grund af deres overvægt.

Forskningen viser, at de helt uretmæssigt ofte bliver anset som dovne, viljesvage og sløsede på grund af deres overvægt, og det kan have omfattende sundhedsmæssige konsekvenser i form af spiseforstyrrelse, yderligere vægtøgning, stress, dårlig livskvalitet og til, at personen afholder sig fra at kontakte sundhedsvæsenet ved symptomer på sygdom af frygt for, at overvægten vil komme i fokus frem for det sundhedsmæssige problem, som vedkommende har. Alt dette kan betyde, at stigmatiseringen fører til øget sygdomsrisiko.

Rebecca Puhl opfordrede til, at man vedtager lovgivning mod denne type af diskrimination og til, at temaet vægtstigmatisering bliver en del af uddannelsen af sundhedsprofessionelle.

Overvægt og sociale udfordringer

Den næste taler på konferencen, professor emeritus Thorkild I.A. Sørensen, der har arbejdet med fedmeforskning i 50 år, pegede på, hvor komplekse årsagerne til overvægt ser ud til at være, og hvor lidt vi faktisk ved om årsagerne til overvægt. Han forklarede, hvorfor det er en udbredt, men fejlagtig, opfattelse, at overvægt udelukkende er et resultat af at spise for meget og røre sig for lidt. Folk med overvægt spiser ganske vist generelt mere og rører sig mindre end folk uden overvægt, men dette er en følge af overvægten og det øgede energibehov. Det vides ikke, om det også er årsag til udviklingen af overvægt, som generelt er meget langsom og kun indebærer en så lille daglig kalorieaflejring i fedtvævet, at det ikke kan ses og måles.  

Thorkild I.A. Sørensen præsenterede en ny teori, som handler om, at overvægten opstår som følge af nogle processer i psyken og dermed i hjernen, der fører til ophobning af de ekstra kalorier som en gardering mod en fremtidig mangel på kalorier. I evolutionen har udvikling af mennesket forudsat social adfærd, blandt andet i samarbejdet om at indsamle og deles om føden. Udvikling af disse egenskaber er ledsaget af udvikling af evnen til at opfatte risikoen for fremtidig mangel, når det sociale ikke fungerer og opbygge kaloriereserverne som fedt. Når det sociale i vores liv af en eller anden grund ikke fungerer, og vi føler os uden for fællesskabets sikkerhedsnet, tolkes det af kroppen og hjernen som en potentiel fremtidig mangel, og hos nogen fører det til, at der ophobes kaloriereserver som en gardering mod dette. Det forklarer, at forekomsten af overvægt er størst i den mest socialt belastede del af befolkningen.

Ifølge Thorkild I.A. Sørensen kan det også forklare, hvorfor stigmatisering i sig selv kan føre til øget overvægt, fordi stigmatiseringen betyder, at man er sat uden for fællesskabet.

En måde at overskue omverden på

Årsagerne til at man udvikler overvægt kan altså være dybt forankret i den menneskelige evolution, og det er ”behovet” for at stigmatisere muligvis også.

Professor ved Statens Institut for Folkesundhed, Anna Paldam Folker, fortalte i sit oplæg om stigmatiseringens væsen, at det har været afgørende for menneskets overlevelse lynhurtigt at kunne kategorisere og gruppere omverdenen for at udpege, hvem vi skal orientere os mod i kampen om ressourcer, magt og privilegier, og at hele fundamentet for stigmatisering er kampen for at læne os op ad de mennesker, som bedst sikrer os adgang dertil.

Hun pointerede også, at det historisk har vist sig, at det er muligt at komme stigmatisering til livs, men at det kræver bevidsthed om problematikken og en fokuseret indsats. Heldigvis har der gennem de seneste årtier været et stort fokus på stigmatisering, og det er i et vist omfang lykkedes at gøre op med stigmatisering relateret til fx race, seksuel orientering eller familieform, men lige præcis overvægtstigmatisering er særligt sejlivet.

Den sidste socialt accepterede form for diskrimination

At vægtstigmatisering er særligt sejlivet, fortalte antropolog og seniorforsker ved Nationalt Center for Overvægt Pernille Andreassen, videre om i sit oplæg.

Til trods for at en stadigt større andel af befolkningen lever med overvægt, ser det ikke ud som om, at stigmatiseringen af denne gruppe falder. Tværtimod virker det som om, at vægtstigmatisering er en af de sidste ”socialt accepterede former for diskrimination”. Det hviler ifølge Pernille Andreassen på en udbredt forståelse af, at vi som individer har en meget stor grad af kontrol over vores krop og vægt, og at kropsformen derfor kommer til at fungere som et ydre symbol på vores indre værdier, og i den kontekst bliver en krop med overvægt til et symbol på manglende selvkontrol.

Hun fortalte videre, at omfanget af stigmatisering, man udsættes for, stiger i takt med graden af overvægt. Og hun pegede på, at mennesker med overvægt kan "adoptere" stigmatiseringen og begynde at stigmatisere sig selv ved at tillægge sig selv negative karaktertræk på grund af overvægten. Dertil kan mennesker med overvægt blive udsat for såkaldt associeret stigma, altså eksempelvis kan forældre til børn med overvægt blive anset som dårligere forældre på grund af det.

Kollektiv afsky for kropsfedt

Og hvorfor er vægtstigmatisering så fortsat socialt acceptabelt? Lene Bull Christiansen, der forsker i kultur og medier på Roskilde Universitet, lænede sig i sit oplæg op ad filosoffen Michel Foucaults teori om biomagt og det sæt af normer, der tilsiger alle borgere at bidrage til samfundets sundhed og reproduktion.

Når vi som samfund definerer tykhed som usundt, ja så bliver mennesker med overvægt betragtet som et problem og placeret lavt i hierarkiet. Det påvirker ikke alene mennesker med overvægt, men også alle andre mennesker, måske især børn og unge, som handler og lever i frygt for at ende i denne marginaliserede gruppe, og så udvikles der en kollektiv kulturel afsky for kropsfedt.

Det er en århundredgammel kulturel struktur, som ikke lige ændres med et snuptag. Det kræver, at kollektivet, og ikke mindst autoriteterne i samfundet, som fx læger, tager ansvar for at ændre det, pointerede hun.

Sundhedsprofessionelle mangler guidelines

Men for at sundhedsprofessionelle, kan medvirke til et opgør med vægtstigmatisering, kræver det, at der sker helt fundamentale ændringer i mødet mellem læge og borger.

Læge på Aarhus Universitetshospital Sigrid Bjerge Gribsholt, pointerede i sit oplæg, at mødet mellem fx en læge og en patient med overvægt er udfordret på flere planer. For det første træder mange patienter med overvægt ind ad døren til lægen med en skyldfølelse over ikke at være i stand til at kontrollere deres egen vægt. Mange læger mangler viden om, hvordan og hvad de skal råde patienten til, og det ender derfor ofte med råd om at spise mindre og bevæge sig mere, hvilket sjældent virker, hvorfor der kan opstå frustrationer hos begge parter. Sigrid Bjerge Gribsholt pointerede, at der både mangler viden om årsager til overvægt og viden om stigmatisering hos mange af de sundhedsprofessionelle, der møder borgerne og efterlyste guidelines til, hvordan sundhedsprofessionelle bedst kommunikerer med patienter på en respektfuld og empatisk måde, der ikke stigmatiserer.

Stigmatisering begynder inden mødet mellem læge og patient

Den næste oplægsholder, Rasmus Køster-Rasmussen, der er speciallæge i almen medicin og forsker, beskrev i sit oplæg mere konkret, hvordan stigmatisering opstår i mødet mellem den praktiserende læge og en patient med overvægt. Eller rettere, hvordan stigmatiseringen allerede opstår inden mødet.

For patienten med overvægt vil typisk have en lang historik med slankekure og yoyo-vægt, dårlig selvopfattelse blandt andet på grund af den måde, man overalt omtaler overvægt som selvforskyldt og som udtryk for usundhed og mennesker med overvægt som dovne, viljesvage og grådige. Det vil sige, at patienten allerede træder ind i lægens konsultation med en forventning om, hvordan lægen opfatter ham eller hende og med en forventning om, at lægen vil foreslå, at han eller hun taber sig, frem for at tale om den sygdomstilstand patienten egentlig kommer med.

Lægen derimod har også en forforståelse, der kan besværliggøre kommunikationen. En forforståelse af sin rolle som den, der opsporer, måler og henviser patienten til behandling.

Han opfordrede til, at man som sundhedsprofessionel accepterer overvægt som et vilkår på linje med det at være mand eller at være høj, øver sig i at adskille overvægt og sundhed og koncentrerer sig om det sundhedsproblem, som patienten kommer med frem for overvægten. I hans optik er de eksisterende anbefalinger til læger om at opspore folk med svær overvægt og anbefale dem vægttab stigmatiserende, og han tilføjede: ”Vi kommer ikke videre med antistigmatisering, før vi accepterer, at mennesker kommer i forskellige størrelser."

Indsatser på strukturelt plan – hvad gør vi?

Konferencen sluttede med en paneldebat om hvilke strukturelle indsatser, der kan medvirke til at nedbringe vægtstigmatisering.

Kirsten Normann Andersen, sundhedsordfører for SF i Folketinget, pegede på, at der er behov for forskning i årsager til overvægt og lovgivning mod forskelsbehandling på baggrund af vægt.

Karin Friis Bach, fra Radikale Venstre og formand for Danske Regioners sundhedsudvalg, understregede behovet for viden i sundhedsvæsenet om stigmatisering, herunder at inddrage temaet i uddannelsen af sundhedsprofessionelle.

Formand for Lægeforeningen, Camilla Rathcke, pointerede, at der er behov for at arbejde med kommunikationen mellem læge og patient, mere forskning i overvægt og stigmatisering, og etablering på strukturelt plan af rammer der fremmer et sundt liv for alle.

Nadja Engsig, der lever med overvægt og er foredragsholder og influencer, foreslog, at man i højere grad inviterer mennesker med overvægt ind i uddannelsen af sundhedsprofessionelle, så kommende læger, sygeplejersker og SOSU’er allerede under uddannelsen bliver præsenteret for synspunkter omkring overvægt og stigmatisering.