Nyhed

Konklusioner i Vidensrådets overvægts-rapport er blevet internationalt publiceret

En videnskabelig artikel, som er baseret på Vidensrådets rapport om forebyggelse af overvægt blandt børn, er blevet publiceret i det internationale tidsskrift Obesity Reviews.

I marts 2021 udgav Vidensråd for Forebyggelse rapporten ”Forebyggelse af overvægt blandt børn og unge”. Rapporten konkluderede, at vi ikke på nuværende tidspunkt kan pege på indsatser til forebyggelse af overvægt blandt børn og unge, som der er dokumenteret effekt af.

Det var en konklusion, som fik forperson for arbejdsgruppen, og rådsmedlem, Jens Meldgaard Bruun til i forbindelse med lanceringen af rapporten at efterlyse langt mere forskning i årsagerne til udvikling af overvægt og mulighederne for at forebygge.

Artikel i Obesity Reviews

Derfor er det glædeligt, at det anerkendte internationale tidsskrift Obesity Reviews har accepteret og publiceret den engelske artikel, som en del af arbejdsgruppen bag Vidensrådets rapport, har arbejdet på efter udgivelsen af rapporten.

- Når vi udkommer med konklusionerne på engelsk i et internationalt tidsskrift, så kommer de selvfølgelig meget længere ud og kan medvirke til, at der bliver sat nye studier og mere forskning på området i gang. Og det er lige præcis det, vi har behov for, for at blive klogere, siger Jens Meldgaard Bruun, der er professor og overlæge på Steno Diabetes Center Aarhus og leder af Nationalt Center for Overvægt.

- Særligt er der behov for et tæt samarbejde mellem forskning og praksis for at sikre, at de forebyggelsesindsatser, der sættes i søen fremover, er udformet på en måde, der gør det muligt at evaluere på, om de er effektive.

Artiklen suppleret med nyeste data
Den videnskabelige artikel, som nu er bragt i Obesity Reviews, bygger ikke udelukkende på rapportens resultater.

Nanna J. Olsen, der er seniorforsker på Parker Instituttet ved Frederiksberg og Bispebjerg Hospital, og som var medlem af arbejdsgruppen bag Vidensrådets rapport, har lagt det store arbejde i at nå i mål med artiklen, blandt andet ved at inkludere resultater fra de nye studier, der er kommet til siden lanceringen af rapporten og frem til juni 2023.

Den videnskabelige artikel er altså helt opdateret i forhold til rapporten, konklusionerne er dog stadig de samme.

- Så når vi både i rapporten og i artiklen konkluderer, at vi fortsat er på bar bund i forhold til at pege på effektive indsatser til forebyggelse af overvægt hos børn og unge, vil det give et solidt fundament til den videre forskning og slå en tyk streg under, at der er behov for yderligere forskning, siger Nanna J. Olsen.

- Det er min forventning, at den vil blive læst med stor interesse af forskere internationalt.

Hun bakkes op af Berit L. Heitmann, der er forskningschef på Parker Instituttet og professor ved Københavns Universitet, som også er medlem af Vidensrådet og var en del af arbejdsgruppen bag rapporten og også har bidraget til den videnskabelige artikel:

- Konklusionerne i Vidensrådets rapport og i den videnskabelige artikel gør op med vores opfattelse af, at vi ved, hvordan vi forebygger udvikling af overvægt og svær overvægt hos børn og unge, og efterlyser nye veje at gå i forebyggelsen, og det er en udvikling, som jeg håber, artiklen kan medvirke til at skubbe på, siger Berit L Heitmann.