Nyhed

Norge viser vejen til færre unge rygere

Det kan lade sig gøre at nedbringe antallet af unge rygere betragteligt. Det viser resultaterne af en massiv indsats i norge, hvor det nu kun er 3 procent af de unge mellem 16 og 24 år, der ryger dagligt mod 23 procent for 12 år siden.

Skrevet

I den samme periode har vi i Danmark kun set et fald fra 27 til 16 procent. Udviklingen i Norge er langt fra sket af sig selv. Det har i flere år været en sundhedspolitisk prioritet i Norge at undgå, at unge begynder at ryge, og målet er, at ingen børn, der er født efter 2020, ryger. Derfor har nordmændene sat ind på flere fronter, og det er ifølge afdelingschef i den norske Kreftforeningen, Ingrid Stenstadvold Ross, helt afgørende, at indsatsen er bred:

"Ét tiltag alene, virker sjældent særligt godt. Det er, når du gør flere ting samtidig, altså både regulerer markedsføringen, hæver priserne og regulerer hvor i samfundet, man kan ryge, at det tilsammen har en effekt. Det ser vi også på tobakskampagner i Norge: Når kampagner understøtter andre politiske tiltag, så virker de bedre end en tobakskampagne alene"

Højere priser og skrappere regler for markedsføring


Helt konkret har nordmændene blandt andet hævet prisen på cigaretter, så en pakke cigaretter koster næsten 90 kroner i Norge, og det afholder de unge fra at begynde at ryge.
Samtidig har man indført et forbud mod synlig udstilling af tobaksvarer, og det er noget af det, der har haft allerstørst effekt, mener Ingrid Stenstadvold Ross:

"I 1973 var Norge det første land i verden, der indførte et reklameforbud mod tobak. Det har enorm betydning, for andelen af rygere i Norge. Men det gjorde os også klar over, at man bliver eksponeret for reklamer andre steder end på plakater og fra reklamer i blade. De steder var i første omgang steder, hvor man køber tobak. Så vi begyndte at arbejde med et eksponeringsforbud, at få pakkerne under disken og væk fra udsalgsstederne. I 2012 fik vi et fuldt eksponeringsforbud i Norge"

Salg af e-cigaretter med nikotin er desuden forbudt i Norge, og så har man indført neutrale cigaret- og snuspakker, således at tobaksproducenterne ikke har deres logo på pakkerne.
De mange tiltag i Norge har ikke overraskende fået tobaksproducenterne på barrikaderne, fortæller Ingrid Stenstadvold Ross:

"Da vi indførte eksponeringsforbuddet ved alle udsalgssteder og puttede cigaretterne under disken og ind i et skab, blev vi sagsøgt af Phillip Morris i 2012, men den retssag vandt vi. Og da vi indførte de reklamefri pakker, lagde et snusselskab, Swedish Match, sag an mod staten Norge, fordi de mente, at dette tiltag var for stort et indgreb i forhold til deres muligheder for at sælge snus. Den retssag vandt vi også"

"Så man må være forberedt på, at tobaksindustrien viser sig, når man indfører tiltag. Men vi skal ikke lade os skræmme, det er vigtigt at stå imod, og det må vi også gøre for vores egen skyld, for folkesundheden i vores eget land, men også i solidaritet med de lande, som ellers vil blive skræmt fra at indføre vigtige tobakspolitiske tiltag"

Desuden blev der I 2014 indført røgfri skoletid for både grundskoler, gymnasier og erhvervsskoler i Norge. Det vil sige, at der er rygeforbud i hele skoletiden, også selv om man forlader matriklen. Forbuddet gælder også elever over 18 år.

 

Norske tiltag kan også virke i Danmark


Ingrid Stenstadvold Ross mener sagtens, at mange af de tiltag, der har vist sig at virke i Norge, kan overføres til Danmark:

"Det er to lande, der er meget ens. Vi har haft en borgerlig regering, som har indført reklamefri tobakspakker. Det er fuldt ud muligt at indføre tiltag, uden hverken oppositionen eller miljøerne i øvrigt reagerer negativt på det"

"Det kræver politisk vilje, men jeg kan ikke komme på noget vigtigere end at beskytte befolkningens helbred, og særligt beskytte børn og unges helbred. Dette handler om børn og unge. Man må huske på, at de allerfleste som bliver afhængige af tobak, bliver det længe før, de fylder 18 år. Det vil sige længe før, man selv har ret til at vælge. Og når man er 18 år, er man for længst afhængig."

Den 25. april førstebehandlede Folketinget et forslag fra Alternativet om at forhøje cigaretprisen til 65 kroner for en pakke. Samtidig var Vidensråd for Forebyggelse vært for en konference om, hvordan vi forebygger, at unge begynder at ryge.

Interview med Ingrid Stenstadvold Ross

Loader video