Ny rapport: nordisk kost kan hjælpe med at forebygge de store folkesygdomme og gavne klimaet
Der er flere sundhedsmæssige gevinster at hente ved at spise nordisk kost, viser Vidensrådets rapport. Både for befolkningens sundhed og klimaet.
Hvad er nordisk kost, og kan den være med til at forebygge nogle af de store folkesygdomme, som koster både leveår og livskvalitet for de ramte?
Det har en arbejdsgruppe bestående af forskere med indsigt i fødevarer, kostmønstre og sammenhængen med sundhed og sygdom set på. De har i Vidensråd for Forebyggelses nye rapport ”Nordisk kost, sundhed og sygdom” samlet den eksisterende viden om de sundhedsmæssige effekter af at spise nordisk kost.
- Det, vi kan konkludere, er, at risikoen for at udvikle blandt andet type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdom kan nedsættes ved at spise nordisk kost, siger adjungeret professor, Kjeld Hermansen, der er formand for arbejdsgruppen bag rapporten og medlem af Vidensråd for Forebyggelse.
- Og det ser også ud til, at nordisk kost har en positiv effekt på vægttab, for tidlig død og muligvis på forebyggelse af visse kræftformer.
Sammenholdt med middelhavskost
Forskerne sammenholder i rapporten nordisk kost med middelhavskost og ser på effekten af de to kostmønstre på de store folkesygdomme type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdom og kræft samt overvægt og risikoen for tidlig død hos voksne. Hos børn gennemgås effekterne på vægtstatus og på insulin og kolesterol.
- Nordisk kost og middelhavskost minder på mange måder om hinanden. Middelhavskosten er dog langt bedre undersøgt, og der er en relativt stærk dokumentation for, at den har gavnlige sundhedsmæssige effekter.
- Nordisk kost er konstrueret som et kostmønster med de samme positive effekter som middelhavskosten, men som passer til danske forhold, forklarer Kjeld Hermansen.
Årsagsmekanismerne bag de gavnlige sundhedsmæssige effekter gennemgås i rapporten og handler i grove træk om, at nordisk kosts virkning på mikroorganismerne i tarmen og hormoneffekter fører de positive sundhedseffekter med sig.
Nu har vi et videnskabeligt fundament
Nordisk kost består af lokale råvarer og er i høj grad plantebaseret, det vil sige, den består af fx fuldkornsprodukter, grove grøntsager, frugt, bær, nødder, olie og fisk, men med færre animalske fødevarer, og nedsat indhold af salt og sukkersødede drikke.
- De nævnte fødevarer er hver for sig sunde, men i denne rapport har vi set på dem som et samlet kostmønster, og det er væsentligt, fordi det giver os et stærkt fundament til at anbefale fremme af et kostmønster som nordisk kost, siger Kjeld Hermansen og peger på, at WHO i 2018 efterlyste videnskabelig dokumentation for, at en regional kost som fx den nordiske kost har sundhedsfremmende egenskaber i forhold til en række af de store folkesygdomme, således at der kunne skabes et grundlag for politiske beslutninger og handlingsplaner, som fremmer nordisk kost.
Bæredygtighed er væsentlig
Ud over at have gavnlige sundhedsmæssige effekter er nordisk kost et kostmønster, der er klimavenligt, og netop klimavenligheden kan vise sig at være en væsentlig motor, der kan medvirke til at drive nordisk kost frem.
- Folks madvaner kan være utroligt svære at ændre. Det beskriver vi også i rapporten.
- Hvis man skal have folk til at spise anderledes, så kræver det, at det giver mening for dem at skifte til en ny kost, fx at den gavner klimaet, forklarer Kjeld Hermansen.
Ud på danskernes middagstallerkener
Der skal dog mere til end kostanbefalinger for at få en befolkning til at ændre kostvaner. Der forestår et promoveringsarbejde, hvis det skal vinde indpas, forklarer formand for Vidensråd for Forebyggelse, Morten Grønbæk:
- Fremme af nordisk kost kræver et samspil mellem forbrugerne og de offentlige myndigheder, fødevareproducenterne, de fagprofessionelle, der arbejder med kost og sundhed, detailhandelen, økonomaer i kantiner på arbejdspladser og i institutioner og lærerne i skolerne.
Morten Grønbæk understreger dertil, at der, eftersom evidensen fortsat ikke er så stærk, som vi godt kunne tænke os, er behov for yderligere forskning i de sundhedsmæssige effekter af nordisk kost hos børn og voksne.
Find rapporten samt pressemeddelelse og faktaark til venstre på denne side.