Nyhed

Se eller gense webinarrække om overvægt

Missede du vores webinarrække om forebyggelse af overvægt hos børn, eller er der et oplæg eller to, du godt vil gense? Så har du muligheden nu, hvor vi har lagt de tre webinarer online.

Skrevet

Der var stor interesse for den webinarrække om forebyggelse af overvægt hos børn og unge, som Vidensråd for Forebyggelse og Steno Diabetes Center Aarhus afholdt i maj. Over 700 var tilmeldt webinarerne, som blev sendt over tre onsdage.

Nu er de tre webinarer blevet tekstet og lagt online, så du kan se eller gense dem, enten i deres helhed eller dele af dem.

Op mod hvert femte barn og ung i Danmark lever med overvægt

Baggrunden for at afholde webinarrækken er, at mellem 12 og 19 procent af danske børn har overvægt eller svær overvægt, særligt børn i mere socialt belastede familier. De er dermed potentielt i risiko for at udvikle sygdom og få forringet deres livskvalitet på den lange bane.

Hvis vi lykkes med at forebygge overvægt i barndommen, er det derimod sandsynligt, at vi også reducerer svær overvægt og dermed forhindrer en række komplicerede sygdomsforløb og for tidlig død. 

Desværre har det, som en ny rapport fra Vidensråd for Forebyggelse konkluderer, vist sig mere end vanskeligt at udvikle indsatser til forebyggelse af overvægt hos børn og unge, der bevisligt har effekt. Det er der brug for langt mere forskning i.

Men vi skal ikke sidde på hænderne, mens vi venter på, at forskningen kan vise os, hvilken vej vi skal gå. Derfor har vi lavet denne webinarrække, som retter sig mod beslutningstagere og fagprofessionelle, der arbejder med børn og unge, hvor nogle af landets førende eksperter inden for overvægt præsenterer både baggrundsviden og inspiration til at påvirke risikofaktorerne for overvægt og skabe gode betingelser for, at børn og unge lever et sundt liv.

Se webinarerne her:

Webinar 1 - Hvorfor bliver vi overvægtige, og hvordan forebygger vi?

Loader video

Webinar 2: Barrierer mod at træffe sunde valg, og hvordan vi overkommer dem

Loader video

Webinar 3: Nye veje til at forebygge overvægt hos børn og unge - hvorfor, hvordan og hvad nu? 

Loader video