Mental sundhed og psykisk sygdom
Det mentale helbred er afgørende for den enkeltes daglige funktion, personlige udvikling, livskvalitet og sociale relationer. Dertil kommer, at mentale helbredsproblemer tidligt i livet er forbundet med en øget risiko for psykiske og somatiske sygdomme og negative sociale konsekvenser senere i livet.
Vidensråd for Forebyggelse har derfor i flere udgivelser beskæftiget sig med emnet, herunder potentialet for at forebygge mentale helbredsproblemer og psykisk sygdom. I de seneste to rapporter med specifikt fokus på børn og unge.
Efter udgivelsen af disse to rapporter udviklede vi en række hybridseminarer til kommunerne som inspiration til at arbejde med mental sundhed hhv. hos de 0-6-årige, i grundskolen og på ungdomsuddannelserne. Til disse hybridseminarer er udgivet inspirationsmaterialer, som kan benyttes også uafhængigt af seminarerne, og som ligger til download på denne side eller online her nedenfor. Her ligger også en facilitatormanual, som kan benyttes til at "uddanne" en repræsentant fra kommunen til inspirationsarbejdet.
Allerede i 2012 udgav Vidensrådet den første rapport om emnet. Heri med fokus på potentialet for gennem interventioner at opnå livsstilsændringer hos mennesker, der er belastet af psykisk sygdom. Motivation og fastholdelse er helt afgørende faktorer i forhold til, om det lykkes at ændre livsstil på den lange bane. Og specielt for personer med psykiske lidelser kan det være rigtig svært at finde den nødvendige styrke til at ændre de dårlige vaner og holde fast i en sundere livsstil.